Læs om kirken nedenfor eller se en PDF-version af folderen om kirken her

Lundehus Sogn har "naturlige" grænser og afgrænses mod syd og vest væsentligst af banelinjerne mod Hellerup, Svanemøllen og Farum. Mod øst af Ryvangens Naturpark og mod nord er sognegrænsen kommunegrænsen mod Gentofte Kommune.

Lundehus Sogn blev i 1938 udskilt fra Bispebjerg Sogn, som området havde tilhørt siden 1927, hvor den første del af Grundtvigskirken (Tårnkirken) var blevet indviet. Bispebjerg Sogn blev ved den lejlighed udskilt fra Brønshøj Sogn med den gamle middelalderkirke fra omkring 1180. Området her omkring den gamle Emdrup landsby var i århundreder det yderste mod øst i det store Brønshøj Sogn, der strakte sig fra Damhussøen til Øresund.

I løbet af 1930’erne var lejlighederne i Ryparken blevet opført, og der opstod blandt beboerne et ønske om egen kirke.

Fabrikant Julius Hansen, hvis trikotagefabrikker lå mellem Gartnerivej og Bomhusvej, stillede en grund og en bygning til rådighed. Det var den første Lundehus Kirke.

Bygningen ligger stadig på Rygaards Allé, og er en del af Københavns Kommunes børneinstitution "Rypen" (tidl. "Lillegaarden").

Dette var en midlertidig ordning, og menigheden begyndte hurtigt at samle penge ind til en mere permanent kirke. Den gang kunne kirkebyggeri ikke finansieres over kirkeskatten. På grund af byggerestriktioner i tiden efter krigen måtte lånet af bygningen på Rygaards Allé imidlertid forlænges.

Først efter næsten 20 år stod den nye Lundehus Kirke færdig i parkområdet ved Strødamvej – en grund, som Menighedsrådet på næsten mirakuløs måde havde fået lov til at købe af Københavns Kommune.

Kirken blev indviet første søndag i advent – den 1. december 1957.

 

Kirkens arkitektur:

Kirkens arkitekt er Holger Jensen, der allerede på det tidspunkt havde gjort sig bemærket som en banebrydende kirkearkitekt og siden har tegnet rigtigt mange kirker. På grund af grundens trekantede form og af hensyn til den omkringliggende bebyggelse valgte han at bygge en pyramideformet kirke, hvor klokketårnet indgår son en åben del af taget. Idéen er, at kirken udefra skal minde om et sømærke af den slags, man ser ved den jyske vestkyst. Kirken er således tænkt som et fast punkt og et pejlemærke i sognet.

I 2007 ønskede menighedsrådet en ombygning dels af de praktiske grunde og dels for at forstærke indtrykket af et helligt rum. 50 år synes pludselig som lang tid, især for en kirke, som blev bygget med færrest mulige midler. Helt konkret var gulvet brugt op, vinduespartiet kaput og belysningen for utilstrækkelig til at kirke-gængerne kunne læse salmebogens strofer. Måske kunne hvælvingen  komme til at leve mere, hvis den blev inddraget i belysningen.
Også indtrykket var bleget. Helt så ren og enkel som kirkerummet var tænkt fremstod det ikke længere. De mørke træfarver løftede ikke hvælvingen, som de oprindeligt gjorde.

Men ombygningen var ikke ligetil og det stod hurtigt klart, at det var vigtigt at kunne bevare den stærke fornemmelse af rum, Holger Jensen skabte for 50 år siden. I sin enkelhed, renhed, lethed og samtidig et rum, der var kirke med den store hvælving, der rejser sig for øjet udvendig og favner de mennesker, der befinder sig inde i rummet.


At definere hvad der kan give indtryk af anderledeshed og hellighed er ikke ligetil, men det har meget med kontraster, spændinger, forskelle og ro at gøre. Ved at pudse væggene hvide, er hvælvingen blevet fremhævet, den ”svæver” frit, og fornemmelsesmæssigt er der blevet højere til loftet. Det mørke granitgulv er en af kontrastvirkningerne, der desuden fremhæver de smukke stole.
 

Lyset i kirken, der kommer fra kirkehaven, har vi vendt hele kirken efter, så der nu er mindst mulig afstand mellem ude-kirkehaven og rummet inde. Det er den største ændring ved denne ombygning, idet altervæggen nu består af den gennembrudte glasvæg ud mod  først kirkehaven og sidst de store træer i parken, Vor Herres store bagtæppe. Derved opnås en afslutning og uendelighedsfornemmelse på én gang.
På den måde er kirkehaven tænkt med i rummet, og det er da også der, udsmykningen skal placeres, når der rejses penge til den. Men blikket standser ikke ved muren; de store træer er rykket nærmere og lysets spil i deres kroner er blevet nærværende.
 
Indvendig er møbleringen delvis ny. Alteret er det oprindelige, der er placeret foran vinduet, og placeret sådan at præsten kan stå både med ryggen til menigheden og med ansigt vendt mod den. Prædikestolen har evangelistsymbolerne med fra den gamle prædikestol, mens alterskranken er ny og åbner ud mod rummet og menigheden.

At skabe smukt og brugbart lys på én gang i Lundehus Kirkes rum er særdeles svært, fordi den ”himmel” lyset skal fæstnes ved er meget langt fra gulv, og desuden er hvælvingsrummet meget stort i sig selv.
Lysarkitekt Gunvor Hansen har gennem mange år bakset med den opgave, og har nu fundet frem til en både utraditionel og ind-lysende lyssætning, der tager hensyn både til læsefunktion og skønhed.
Desuden kan lyssætningen reguleres efter kirkens brug til gudstjeneste, koncerter, dag, aften, sommer og vinter.
På alteret placeres et  lille kors. Det er udformet så det ”fanger” lyset og kan virke som koncentrationspunkt for øjet.
Ønsket fra arkitekt og menighedsråds side har været at skabe et rum, der rører mennesker. På én gang markant og let, enkelt og tydeligt og i materialer, der spiller med og mod hinanden og fremhæver det anderledes, et kirkerum er.

Som kirken nu fremtræder mødes kirke- og koncertgængere i øjenhøjde og kaldes på af lys og stoflighed, nærvær og afstand. Med plads til de største tanker og følelser og de mindste fornemmelser, der endnu ikke er sat ord på.

I kirken står lysgloben, små lys på en "jordklode" omkring et større lys i midten. Lyset i midten er Livets Lys – Kristus – og de små lys i cirkel omkring er den mangfoldighed, livets lys spejles i. Her kan man tænde et lys for verden, for en ven, for sig selv og lade lyset varme og stilheden tale.

I 1994 fik kirken et nyt orgel placeret på gulvet til venstre, når man kommer ind. Orgelhuset er af lyst fyrretræ, som efterhånden vil få den samme lød som det øvrige træ i kirken.

Som en smuk skulptur er orglet føjet ind i den eksisterende arkitektur af kirkens arkitekter Holger Jensen og hans søn, Lars Jensen. Orglet har 21 stemmer, og er bygget af orgelbyggefirmaet Frobenius i Lyngby.

Kirkeskibet – en model af the-clipperen "Thermopylæ", der fragtede the fra Kina til England, er udført og skænket til kirken af civilingeniør Tage Blum.

Kirken er – i det omfang der ikke er kirkelige handlinger - åben for personlig, stille andagt mandag-fredag kl. 9-13.